saa strøg de væk. — Han skulde nok altid faa sig en smedje etsteds i en anden bygd og bli navngeten lang vei. — —
Han kløv over stenmuren og kom ind paa kirkegaarden. — Der var næsten ikke grus at se paa Gurina’s grav, bare tyndt og tørt syregræs og et par præstekrager.
Han satte sig nedved. Men strax han blev rolig, kom det over ham alt det, som rev og sled.
— — Han var ikke rømt fra sig selv, han var bare gaat bort paa kirkegaarden for at se Gurina’s grav. Og saa skulde han strax tilbage igen, før morgen, — døren stod jo oppe til smedjen hans, saa det saa han. —
Han hev sig om, med næsen i gruset; han vilde kende, om det lugted av liget. — — Aa nei, det var saa mange aar siden, det nu! —
Han la sig paa rygg, flad udstrakt, med hodet ned i syregræsset, og saa op. — Han fulgte kanten av de mørke aasene i nord, som de tegned sig av mod den lysegule himmel, fulgte rundt, der lyse snefjælde tog til, og himlen blev mere mørk, videre rundt, saa han kom tilbage til himlen i nord igen. — — — Det var et lyst bliklaak, det hele, ikke saa stort endda, med et rødt kighul ud i sør, der maanen stod. — — Der maatte nok
