ilskefulde øinene glodde saa stygt. Det kom nærmere og nærmere, og den fæle karen blev længre og længre. — Nu kom der et skib ude i havet ogsaa, det var missionsskibet «Paulus», lastet med bønamænd fra Stavanger, slig som det stod paa billedet i Missionstidenden. Og en svær sol høit oppe, som stegte. — Og manden med de ilskefulde øinene la sig paa lur efter skibet bag en palme nedi tangen. — — Men saa krøb manden op i træet, og det stod ligesom paa bringen hendes med svære rødder; der sad han og lurte. Det var blit en svær zulukaff, en stygg en, uden klær, en av de allerværste. Han trued hende og snakked til hende i et grovt mæle:
«Jeg er fra dødens land og skygge,» sa han.
Hun gjorde et rykk; det var saa urimelig tungt. Han sad støtt, den karen.
Hun tog spændetag. Jo, nu letted hun ham og træet saavidt; tilsidst fik hun rødderne løs og slængt ham væk ned i tangen.
«Besæt te fant og!» slog hun efter ham.
Hun vogned i det samme. Hun dirred over hele kroppen, slig hadde hun tat i. Lynsnøgt saa hun sig omkring, — hun skulde nu vel aldrig snakket i søvne? — Aa nei, ingen hadde lagt merke til hende. —
