Nu hørte hun thekopperne i køkkenet; det skulde altsaa ikke slaa feil i kvæld heller. —
Skoleholderen var færdig med stykket. «Det var smukt skrevet,» sa præsten.
«Aa ja du!» sukked Eli Leite; hun fik slig lyst til at si noget, før theen kom ind; da blev den slig forstyrrelse. «Der æ nok maangein skuffelse fø missionæren dernere. Men so ha han no og maang ei livsaleg stond — ved Guds naade,» la hun langsomt til, for nu var theen paa døren; hun vilde si noget aandeligt, i det samme den kom ind.
«Ja, jeg skulde nok mene det,» forsikred præsten og reiste sig. —
Theen blev budt omkring med en overkavring og en underkavring paa hver skaal.
«Nei tak, da va skam slikt, verkjeleg og da! — setja kostna paa folk!» Saa forsynte de sig hver med sin kop og prøved at arbeide videre. —
Eli braaned mer og mer op borti sofaen og blev snaksom.
«Aa nei du!» sa hun til Anna Pladset, som sad ved siden. «Igaar kvæld hadde eg da so gott, du.» Hun sa det langsomt og syngende og slog de graatdøbte øinene op.
«So du?» spurgte Anna stilt, hun skønte,
