Men i kvæld kom det saa sent, klokken var snart 7, den tid de pleied slutte.
Hun saa bort paa præstefruen; men hun sad stille og hørte efter. — Jaja, hun fik prøve lye efter, hun og. — —
— — Ja, var det ikke storarta, saameget de fik gjort dernede i Afrika, disse missionærerne! — —
Det var svært, saa søvnig hun var ligevel. Hun saa sig forsigtig omkring; hun havde vist duppet. — Men det gjorde ingen ting; de sad jo alle og lydde saa ihærdig efter.
Hun strøg sig nedover ansigtet og gæsped i haanden. Det var vel heller ingen her, som hadde været saa tidlig paa han idag som hun — klokken halv fire. — —
— — Der hadde været slagsmaal blandt de indfødte, de hadde nok faret stygt med hverandre, — dræbt, saavidt hun skønte.
Men nu blev det borte efter hvert; skoleholderens stemme blev tyndere og tyndere, og munden blev saa liden og rund som piben i en nøkkel; længre og længre bort kom det hele. Hun begyndte at faa det saa godt, slig hvile i blodet og slig stilhed i hodet. —
Med ét saa stak et svart hode op, og de
