Han gik hen til en hylde.
«Ja, da æ vel noke aandelegt, vel?» spurgte Eli Leite ængstelig og kasted øinene op paa præsten, hun vilde gøre godt igen det stride neiet for en stund siden. «Da ve no eg helst ha», la hun til; hun saa ned og pressed ivrig med fingrene paa en rynke i understakken, hun sydde paa.
Anna Pladset, som sad nærmest, kom med et lavt ja for grandeskabens skyld. De andre lod, som de ikke hørte hende; men længst borte kviskred de sinte: «Høir paa utyskje du!» —
«Ja da,» svarte præsten. «Jeg hadde tænkt, vi skulde ta Missionstidenden.»
Han fandt frem det sidste numer til skoleholderen, som kremted og gjorde halsen ren; det var greidt, han grudde. Læberne var knebet sammen til en tut, da han begyndte, saa stemmen blev saa blufærdig og tynd; en og anden gang læsped han. —
Eli Leite forstod nok, han læste om missionsmarken og arbeidet der. Men hun sad og undred sig over, at theen og kavringerne ikke kom; det hadde hun hørt, de fik, hvergang kærringerne var og arbeided i præstegaarden; the med sukker og fløde var det bedste, hun vidste, næsten vel saa godt som kaffe. Og saa de fine brødene til! —
