dennegang; og længst borte, hvor de intet hadde hørt, døde det hen i et mat smil.
«Fedla smallædjen!» kvisk.red flere paa samme tid, strax præsten var gaat. «Jau, du Brita æ go!» De slog sig paa fanget og fniste.
Vetle-Ivar var færdig med sokken; han stirred hugbunden fremfor sig og smaaskalv rykkevis — — At ungerne ikke kunde holde sig i ro nu! — — Det var, som han ikke hadde klær paa. Ja, om han kunde faat kommet hjem strax! — — Det var saa varmt herinde, at han stod ikke i det. — — — Og præsten var ikke noget til kar. —
— Præsten spaserte op og ned med et stille smil. Pludselig stansed han:
«Skulde Teigland ville læse lidt høit for os nu?» spurgte han; han saa hen paa skoleholderen, som sad paa en stol ind ved væggen ved siden av sofaen; hænderne var foldet om det ene knæ. Sød mund uden skæg, med graat i øinene.
Han rørte lidt paa sig ved præstens ord; han skulde intet særdeles ha derimod, sa han.
«Ja, skulde ikke dere andre ogsaa ville det?» spurgte præsten.
«Jau—u,» gik det som en sagte vindflage bortefter bordene.
