Den sidste kirkebaaden var trukket op i fjæren, og der var bare en to-tre mand igen bag præstenøstet, som holdt paa at ta trøien paa sig og knyde halskluden; de fleste var alt paa vei til kirken op over langs havreageren. Tænksomme gik de, én for én, stundom to, men sjelden tre sammen. — Det var let at skille ud baadelag her, endda hver syntes gaa for sig selv. Karfolk gik først, unggutterne med hænderne i buxelommen, men de gamle med dem paa rygg indunder vadmelstrøien; og saa kvindfolk, kærringer med hvide skaut og hænderne foldet over salmebogen med den sammenlagte lommekluden paa, og jenterne kom skjortebarærmet i rosete hodeplag. — Snakked folk, saa snakked de lavt; det var, som ingenting skulde faa lov til at forstyrre nu og verdsliggøre; og derfor stak de og haanden frem halvt
