bortvendt og stilt til hilsen, hvergang én traf kendsfolk, — med et sagte sukkende hvisk, for samtalen med ham heroppe var alt begyndt, dagen var Guds og ingen andens.
Folk kom i flok og følge landeveien ogsaa, baade indenfra bygden og udenfra, saa det saa ud til at bli fuldt i kirken idag. Det var jo ogsaa sligt fint veir. — Og oppe ved kirkedøren mødtes strømmen.
Huldr’en fik slig hug til at gaa i kirke idag; det kunde jamen hænde, at præsten hadde ret. — Han blanded sig ind i flokken og fulgte med til kirkegaardsmuren, hvor han kløv op og satte sig som de andre.
Per Øfsthus var en av de sidste fra nøstene; han hadde git sig saa god tid dernede, for det var kommet ud, at Targjei Norigar — austmanen — var set nede i osen med ljaa. Men han var ikke kar til at faa tag paa ham. — — Og saa var det vel likest at vente, til tjenesten var over. Han reiste nok ikke, det var ikke egentlig det, og der var flere, som skulde ha ljaa siden; men han vilde bare gerne være førstemand til at vælge. — — Det fik alligevel være; nu skulde de strax ind til præken.
Om en 8 dage, eller ikke for vel det, saa
