til præsten hadde ligget; det kendtes som et søkk. — —
Bort paa veien stansed han og saa ud over fjorden. Nordenvindskastene kom hivende frem mellem husene, ulte og hven om hjørnene, slængte sig ned i den brune marken og suste gennem de tørre græsstraarne fra ifjor, ligesom i sinne, fordi den var blit hæftet, — lige luxt i sjøen og jaged udefter med krusende graa bølger, som ikke vandt følge med.
— — Ja, han kunde gerne prøve med Jesus, altid; — — men —, han var ikke god for at forstaa det, for alle, saa sa de det modsatte og lod vel, — han hadde aldrig kendt nogen forskel paa sig, før og efter han hadde bedt; saaledes bad han støtt til maden endda, han turde ikke andet. Men det var vel ikke videre mening i det, han sa; kanske det var det, som gjorde det. — —
— — Det var saa underligt at se kastene, hvor de slap følget sit, dreied om skarvnakken og la udover fra smaabølgerne, tog igen andre større vel, som de ikke hadde blaast ud og rendte sig væk, lige ud i mørke, kolde vaarkvælden, der den laa graa indunder det andre landet. — — —
— — Ialfald kunde han læse lidt i testa-
