Det var, som ordene aabned brystet, graaten kom, saa han ikke kunde styre den, — vildt; den brød ham sammen, saa han gled ned paa gulvet, ansigtet og armene paa stolsædet.
For præsten vilde ham vel!
«Naa—naa—naa!» stagged præsten; men Huldr’en graat som før.
«Hvad er det da, Ivar far?» Han skønte ikke dette, det var kanske noget andet end tørst efter den Helligaand.
Huldr’en reiste sig.
«Hvad er det da, Ivar far, som var saa ondt og tungt?» gentog præsten.
«Aa da æ ’kje noke viare,» hixted han.
«Aa nei, et syndigt liv er tungt nok i sig selv, skulde jeg mene.» — Han tog Huldr’en i haanden og fulgte ham til dørs.
«Gak til Jesus med al din kvide,» sa han, han prøved med haandbagen at tørke bort taarerne av kinden.
«Farvel,» sa Huldr’en.
«Farvel.»
Kontordøren blev trukket til. —
— — Præsten var snilsleg kar, han; han var ikke, som folk vilde ha ham til. —
Han tog sig op paa skuldren, der haanden
