— Han skulde da mindes sin mor, som var død og salig, og ikke vanære hendes minde. — «A—oh!» kasted præsten sig om. «Saa faar vi beflitte os paa et bedre levnet, — søge Guds ord —.»
Det blev stilt en stund.
«Du gaar jo aldrig i kirken, efter du blev konfirmeret.»
Det hadde han fra Marie, indepigen; Huldr’en hadde hørt, at hun støtt sad nederst ved døren og saa efter, hvem gik i kirke.
«Ivar,» sa han med et mæle, som smelted. «Du, som jo var saa vankundig, da du gik til konfirmation! — du kunde godt trænge til at øge din kristendomskundskab, istedenfor at gaa dag ud og dag ind i det samme, tale med Per og Paal om dit og dat og en god pibe tobak.» — Han snakked længe om det samme og sa tilsidst, han skulde be om tilgivelse hos Gud for det, han hadde gjort.
«Ja, farvel da Ivar! — Nu faar det bli anderledes for fremtiden.» Han la haanden paa skuldren hans. —
Der flød varme ned gennem ham i det samme; han reiste sig ikke, saalænge haanden kendtes; det var saa godt, han blev hed i øinene. — «Eg skjyr jamnt store lag,» sa han.