begge hænder paa ryggen og saa ud gennem vinduet; piben lod han dingle frem og tilbage efter røret.
Huldr’en sad dødsens stille.
«Det er bedrøveligt, det!» kasted præsten sig braadt om. «A—oh!» harked han bort i spyttebakken. Saa snudde han sig mod ham:
«Der er klaget for mig over — jeg siger ikke fra hvem, — at pigerne i bygden ikke faar gaa i fred for dig.»
«Ken ha sagt da?» for Ivar forveten op, han forglemte sig rent; halvmørket inde paa kontoret gjorde ogsaa sit til, at han fik mod. Men præsten risted utaalmodig paa hodet:
«Det er sandt altsaa!»
Huldr’en tagde; han skønte det nok, Lisbet Holmen var den, som hadde været inde og sladret; — hun hørte jo til læserne, hun. — Ja, hun glemte nu aldrig mor hans, den Lisbet Holmen! — nu var hun død, men saa skulde hun ta sig tag igen paa ham. — Han glemte rent av præsten, som gik der og spytted og sa, det var bedrøveligt. —
«Ja, du forstaar det selv og, det,» sa præsten og bøied sig ned mod Huldr’en.
«Ja!» svarte han høiere, end han vilde, om det hadde været helt lyst paa kontoret.
