— — Han var ikke god for at tænke. — Han hælded sig bagover og saa ud gennem vinduet. Derude paa veien skiltes Jens Nybø og Pera-Jon’en, som gik indover veien nedenunder smedjen.
«Huldr’en!» trodde han, at han hørte, han skreg. — Men kanske han hørte feil, han stansed jo ikke op; — ja, han vidste ikke. — — —
— — Huldr’en! — — Han hadde hørt klængenavnet bare to gange, siden han reiste hjemmenfra. Første gang i byen en kvæld i et smug; da var det en gut, han hadde set gaa ofte sammen med Vetle-Brita, den tid hun var derinde paa besøg hos søsteren sin, — det var nok av hende, han hadde lært det. Men i byen hørte han det ikke siden, saa det var vel død væk. — Og andre gangen var dagen, efter han kom til bygden; det var en jentunge, som stod bagom et hushjørne nede paa Neset. Han var ikke sikker; men han lod, som han ikke hørte, saa kanske det gav sig og ikke kom videre. — —
— — Men det gav sig ikke, skønte han nu; det vilde ikke dø ud. — — —
Saa var det op igen i det gamle, — altsammen. Han var den samme bygdetraven som før! — — —
