Det var noget, som rann bort fra ham, noget meget og stort og stærkt; og avmagt og angst blev igen, saa han kendte hug til at krybe under kvitlen. — Saa tog det til at værke i hodet; det gik rundt, saa han blev ør og træt. Og ingenting vilde bli til tanke. — — —
— Slig sad han længe i sængen, med hodet op i vinduskarmen. Men da det var paa mørkeste dimmet, reiste han sig og gik ud, ned paa veien, over broen og ned igen paa den anden side elven, hvor kirkegaarden laa.
Midt i alt det, som værked, hadde et hode stukket sig frem, et fint, lidet hode, med lysegule fletter og blide øine, som vilde ham vel, et sligt underligt et, som var skrukket av ælde og lyste av ungdom — — Gurina’s hode.
— Og han blev saa rar og hed; det var stanset inde i ham lidt efter lidt, det som brann. — Han blev staaende ved øvresiden av muren og la armene udover.
— — Der laa hun! — — syregræs og præstekrage, som droges om at dække gruset! — — —
Alt var saa stilt. — Det var nyt, dette, — aa, det var saa godt! - for det var saa længe siden sidst. —
