Huldr’en hørte, at de flirte. — Saa de hadde faat tag i det ogsaa! Eikanes var nærmeste stoppested; han hadde reist paa dæk did, da han kom fra byen; — men derfra hadde han løst førsteplads-biljet, for at kunne staa der agter, naar han kom til bryggen, og syne rød biljet, naar han gik iland. — — —
Han saa, hvor Pera-Jon’en blev staaende paa volden med de andre og le; han stak hænderne i lommen, skød axler og spytted.
«Aa dan karen gjere da ’kje so lengje,» sa han høit og pusted haansk.
Saa gik de. Huldr’en lurte sig nærmere døren for at høre.
«Han æ vel grus te des!» svarte Jens Nybø nede i bakken.
«Han ha nok gløimt, ken han æ son te,» snused Pera-Jon’en videre. — «Men han vette vel son te Huldraa, so han ha vore, aa vette vel heitandes Huldr’en, so han ha heite, fø da om han ha vore i bydn aa lært. — Han kjeme no te skjyna da, før han ha slutta.» — Han snudde sig om mod smedjen, da han sa det. —
Huldr’en la slæggen fra sig og stemplet; han gik ind i kammerset, stængte og satte sig paa sængekanten.
