trodde jenten bestandig halvt om halvt, at det var bare til hende, én gik, og ikke brydde sig om nogen anden; de gjorde sig tanker, og saa blev de narret. — Nei, Smee-Marie vidste, han kom til hende som alle de andre hos Olai Pedersen; hun gjorde sig nok ingen tanker, der var det greit. —
Han øged farten.
— — Det var jo ikke sikkert heller, at hun vinked og vented, — nei vist var det ei! — For det var skummert alt i det trange smuget, da han fik se hende fra smedjen. — — —
Saa fik han gaa igen — det var ikke værre. — — Det skulde bare være moro at se! —
I smuget var det mørkt næsten. Han la sig ind til det lave vinduet og pikked én gang med pegefingeren. San sprang han frem paa den anden side smuget. Han vilde bare gøre det én gang, saa kunde hun tro, han hadde rendt imod ved et træf.
En stol skrabed derinde; hun reiste sig vel. Saa lukked det stilt paa døren ud til gangen.
«Er det noken?» kviskred og skarred Smee-Marie blødt.
Den blide stemmen gav mod, Huldr’en kom over og lige ind i gangen.