«Her er noken inne før,» kviskred hun igen, hun gik helt ud i gangen og trak døren til.
«Men du faar komme ind igen te meg siden,» la hun til.
Saa lukked hun paa døren, nikked og smatt ind. —
Men gennem dørgløtten syntes han, han saa Sigvart ved et bord med en ølflaske paa.
Han gled nedover smuget igen ud paa gaden.
— — Saa han Sigvart var gaat hjem og skiftet klær, og var kommet igen, den skælmen! —
Han var lige hændt om mad, da han endelig sent paa kvæld var naat frem op paa loftet paa Nykirkealmenningen, hvor drengene laa paa gulvet; han krøb under kvitlen med det samme og prøved at faa sove. Men han fik ikke med det første, saa træt han end var.
Det suged under brystet, og han sveded og blodet brann. Han hev sig og kunde ikke komme til ro.
Saa mindtes han med ét Gurina. Der blev saa stilt inde i ham. Han begyndte at kviskre navnet halvhøit, for nu laa der ingen ved siden; alle drengene var ude. Han trev om puden og kviskred høiere og høiere, saa hed graat steg op i øinene. — —
