og næseborene større. Det var akkurat som den sommerkvælden paa støilen. —
Saa stansed han lidt paa farten; han kendte sig saa tilfreds, han kunde ta det med ro. — — Han la hodet bagover.
— — Og saa skulde han pikke paa glaset, let, og hun skulde komme ud i gangen og be ham ind og leie ham i haanden. — —
Det var ikke en slig, som hvemsomhelst kunde gaa til, — nei da! Det var ham, hun hadde længtes efter, bare efter ham; derfor var hun bleg og blid, og rød i øienkanterne. — — Aa—h! — —
Og lørdagskvælden, det sar nett en passelig kvæld, det. —
— — Og mennesker gled i skumringen indover mod byen — uden at han kendte og hørte og saa.
— — Nu skulde de set ham, Pera-Jon’en og de andre! Han hadde syntes, de var fæle, som fôr paa jentetusk ud og ind stranden om kvælden. — Dette var fuldt lige galt; — kanske værre ogsaa. — — Men det behøvde ikke bli det; han kunde bare ta en flaske øl og skifte med Marie, og saa gaa. — — — Ja, det var i grunden værre med det jentelevnet i bygden, for der
