smatt ind tvertover smuget, med det samme han hadde laast av døren. Han kunde jo bare drukket en flaske øl — ikke mer — og gaat igen; det lod sig ogsaa gøre, hadde Sigvart sagt. —
Han stansed og tygged paa læben.
— — Jamen var han en tosk, ja! Han saa det blege ansigtet og de røde øinene, som suged.
— — Hun hadde tænkt paa ham, hun; det var tydeligt, det. —
Men nu var det leit at snu igen.
— Og kanske hun hadde lagt merke til ham flere dage itræk, længtes og likt ham; hun tyktes, han var snedden og kæk, mere end de andre drengene; — det kunde godt hænde? det, for det han vidste. — — — — En byjente, som likte ham! — en fin en, — i kjole! — De hørte til til storfolket, de! —
— Han snudde og gik udover mod Laxevaag igen.
— — Det var synd om hende ogsaa, at hun skulde siddet der og ventet og blit narret. —
— Han gled ikke længer. Benene var blit rappe, og synet var blit skarpt, — han saa hvert menneske, endda det var tusmørke. Det vided sig ud og voxed inde i ham; pusten blev dybere
