det ustanselige skrabet bortover fortogshellerne fra folk, som gik.
— — Det var underligt med jenten attom vinduet.
Hun hed Marie; det vidste han, for det hadde Sigvart fortalt, og saa hadde han knept igen det ene øiet og lét med det andre og sagt, at han hadde været paa besøg hos hende. Han hadde ikke sagt mer den gangen; men senere hadde han spurgt, om ikke Huldr’en ogsaa hadde hug til at prøve — det blev ikke saa kostbart endda.
— — Der var et evindeligt rek, og han gled stille og blødt gade efter gade; han kendte ikke, at han gik, endda han var træt; hellerne letted sig op og bar, og det ene menneske svæved forbi ham efter det andet, som flaggermus i mørke; han kendte ingen og saa ingen. — —
— — Marie —, ja, saa hed hun. «Smee-Marie» kaldtes hun ogsaa. — Det var ikke farligt,hadde Sigvart sagt, det var omtrent bare de smedene hos Olai Pedersen, som kendte hende; det kunde være værre med andre kvindfolk da, slige de hadde set i smugene hjemover om kvældene. — Og vakkert ansigt hadde hun; det smilte og var blegt og blidt. —
— Han var en tosk, var han, at han ikke
