der skulde han ha kontoret sit, just som smed Olai Pedersen i Laxevaag; bare av og til skulde han kige ind, se paa arbeidet og bruge sig, just som smed Olai Pedersen i Laxevaag. —
— Han stod og saa ud imod ruden paa den anden side av smuget. Men nu først blev han var, at det var jenten, det lyse, hun som sad og sydde for en stund siden; hun stod med ansigtet lige hen til ruden, han syntes, hun vinked let med pegefingeren og vented en lang stund mellem hvert vinket.
Han la de sidste naglerne bort paa bænken, laaste døren og gik. Saa var han op til svenden med nøklerne.
— Ned paa storeveien, som gik ind til byen, var der liv; folk var saa glade ligesom og lette, baade storfolksjenterne i hvidt forklæ og de i trætøfler. Der var kommet fuld vaar i luften — det var alt sluten av april —, og det var lyst av dag endda klokken 8½. Hver gade laa som slaak, som vaaren rann ind efter.
Et stykke gik Huldr’en snart, det var lang vei; men da han naadde helt ind i byen, misted han hugen at gaa hjem endda. Han begyndte at gaa sagte.
Han saa ingenting bestemt, bare lydde paa
