oprykk; han maatte staa der og blaase, dag ud og dag ind, gerne hele aaret, til en ny læregut kom og blaaste. — Og saa avenserte han til slæggen, — al fort opover; strax en plads blev ledig, var det til at rykke op. Det kunde gaa snart, hadde han hørt, saa en naadde frem til finbænken paa et fjerdingaar; men saa kunde det gaa sent og.
Men om 5 aar var han udlært, hvordan det end gik. Og da skulde han reise hjem med ambolt og slægger og filer og skruer, — smed Iver Monsen Leite! — — komme med dampen en godveirsdag, en dag, naar havgulen gik slig frisk blaa, og sjøen slængte Sig hvid op paa holmer og næs. Og saa stod de paa bryggen, hele stranden, Laavikj’en og Pera-Jon’en og Hans’en og Vetle-Brita og alle de andre. De hadde hørt gjetet, at den nye smeden skulde komme — smed Iver Monsen Leite. — — Og han skulde levere en rød første plads biljet, naar han gik iland.
Det kunde hænde, de hadde glemt klængenavnet hans ogsaa da! — —
Han vilde bygge en smedje, en stor smedje, med skildt — smed Iver Monsen Leite, skulde der staa —, og holde en mængde læregutter. Og inderst inde skulde han panele av et værelse;
