andet sligt extra om kvælden, han vidste ikke ret, hvorfor. Kanske det var, fordi han aldrig mukked og gren slig som de andre. — Eller det var kanske, fordi de hadde mere tillid til ham. Han var eneste ansvarshavende bestyrer af Værkstedet om kvælden, hadde svenden titt sagt til ham. —
Det var svære nagler, som skulde bringes bort paa en bænk, hvor hoderne filtes.
Han blev staaende med to nagler borte ved vandtrauget. Han holdt dem i tang og stak dem nedi, saa det suste let; de var ikke kolde endda.
— — Ja, byfolket var underligt! — de gik ligesom ikke og tænkte paa noget, de, gik ikke og bar paa noget, som en ikke saa med det samme. Der var slig rammel og braak med dem; — og andre fik heller ikke gaa og tænke paa noget — de ødela alt. — — Derfor likte i grunden Huldr’en altid disse kvældsstunderne alene i smedjen. —
Han snudde sig og saa bortover smedjen. Det var, ligesom han hadde udført alt dette arbeidet, som laa bortover bænker og henover gulv. — — Smed Iver Monsen Leite! — jaha.
Men først maatte han staa med bælgstangen, til der blev en ny svend i smedjen, og der blev
