«Du ska ’kje!» skreg han og slog mod ruden.
Konen reiste sig og saa sig om; men saa la hun Gurina’s arme sammen, stelte med ansigtet, trak aaklædet opover, tog i lyset med fingrene. Strax efter gik det i døren.
Huldr’en vidste, at hun vilde komme lige forbi ham, men blev alligevel staaende; — brydde han sig om, hvad folk sa!
«Æ da du, Ivar, so fer’ mæ utangaskab om nættena, naar folk døir?»
«Æ ho dø?» spurgte han og svælged efter luft.
«Ho slokna nett no, daa du pikka paa glase.»
Det blev stilt; brystet vilde springe, fordi han ikke fik pust ud.
«Du lyge!» skreg han indsint tilsidst.
«Eg trur, han æ spænt galen, guten,» sa hun og blev borte om hjørnet. —
— Nu løsned det inde i ham. Han la sig ind imod ruden med hænderne over panden, knepte øinene krampagtig til og storgraat og hixted.
«Gurina,» tagg han og bad, op igen og op igen, saa saart og saa sutrende varmt og saa syngende fint, som han vann; han vendte paa navnet
