stuerne. Han gled bort gennem haaen, hvor bækker rann av regnet. Men borte ved husvæggen til Ola Haugjen stansed han. De hadde nok lagt sig forlængst de derinde; det var mørkt allesteds.
Det var gildt. Saa var han sin egen herre. Han vilde over elven igen nede i osen og bort paa Neset.
— — Nu laa hun med barnet deres og tænkte paa ham; han kendte sig saa voxen, — — hun laa og tænkte paa ham, — ja! — Men det var slukket derover, saavidt han kunde se fra Haugjen. Det begyndte at banke i ham — hvad skulde det bety? for sidste natten hadde folk siddet og vaaket hele tiden. — Han sprang nedover bakken, over elven og op den anden side.
Nei, der var da lidt lys i vinduet, men det var svagere end før. Han la ansigtet lige hen til ruden og glaapte ind; det var en talglysstub, som var ved at gaa ud. En kærring fra Neset stod og helded sig over Gurina og la øret til munden.
Det stansed op inde i ham. «Haa nei—j!» stønned han. — Endda helded hun sig over hende.
