Side:Kinck - Huldren.djvu/118

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

stuerne. Han gled bort gennem haaen, hvor bækker rann av regnet. Men borte ved husvæggen til Ola Haugjen stansed han. De hadde nok lagt sig forlængst de derinde; det var mørkt allesteds.

Det var gildt. Saa var han sin egen herre. Han vilde over elven igen nede i osen og bort paa Neset.

— — Nu laa hun med barnet deres og tænkte paa ham; han kendte sig saa voxen, — — hun laa og tænkte paa ham, — ja! — Men det var slukket derover, saavidt han kunde se fra Haugjen. Det begyndte at banke i ham — hvad skulde det bety? for sidste natten hadde folk siddet og vaaket hele tiden. — Han sprang nedover bakken, over elven og op den anden side.

Nei, der var da lidt lys i vinduet, men det var svagere end før. Han la ansigtet lige hen til ruden og glaapte ind; det var en talglysstub, som var ved at gaa ud. En kærring fra Neset stod og helded sig over Gurina og la øret til munden.

Det stansed op inde i ham. «Haa nei—j!» stønned han. — Endda helded hun sig over hende.