len under tog imod vandet, saa det suste værre end før og skvaled og drev. Men saa fulgte han med videre, naar det løsned igen, og kallen fik fart, saa vandet dured frit ned mellem stenen. Det var takt i det, hurtig takt, som han tramped til med foden:
«Dei da de li, da de lo — da de lo.»
Den ene omgangen efter den anden. —
— — Og han og hun — og bare de to eied et barn sammen! — —
Med ét for døren knirkende op, et vindkast fyldte kværnhuset og drev melrusk om i luften. Huldr’en sprang op og stod stiv av rædsel; han vidste, de sa, at det spøgte der i kværnen, det var han ikke kommet til at buske paa før.
Han gik frem i døren og saa ud; det var stygt ude, indveir med storm og regn. — —
— Han trodde, han var gal, — lod han ikke kværnen gaa midt paa svarte høstnatten! Ja, Ola Haugjen skulde set ham nu, han som trued ungerne saa for kværnen; han begreb ikke, hvordan han hadde voget det. — Han halte i stemmestangen, saa han fik stanset vandet, og hægted paa krogen i døren.
Det suste ned, regnet, da han krøb op den vaade bakken igen, og sydvesten dured i hassel-
