hen paa en kvæld oppe paa støilen. «Eg syte fø, da konde vetta noke taa detta, Ivar,» hadde hun sagt. Men hun blev ikke anderledes mod ham for det; — kanske hun ogsaa var glad ligesom han nu. — — Der laa de gule fletterne, halvt løse i ringer ned paa ryggen. — Han saa hende saa klart. — — — Og saa hadde de et barn sammen, et lidet et, med gult haar, ligesom hun hadde! Barnet sad paa fanget hans i braatet, og Gurina laa paa knæ i mose nede i hølen og skolled klær, — klærne til vesle barnet, — smaasokker og kappe og klud; — og dem brugte hun ikke banketræ til heller, for det var saa smaat alt; — — aa herregud, saa smaat det var! — —
«Gurina!» skreg han.
Han helded sig bagover mod væggen. Nu kendte han armen hendes i nakken sin; han laa paa den ligesom i de lyse nætterne oppe paa støilen. — — Aa jøsses, aa jøsses, — hvor hun var god imod ham, stille og blød og god, saa han kunde braane! —
Han knepte øinene til av al kraft og sad uden tanke og risted paa krakken. Kværnstenen var skæv, av og til bare tog den nedpaa; han hørte, hvor det skar i da, og det gik mere traadt, saa der blev en stans næsten, og skækerne i kal-
