det tog vandet ind. Men stemmen var oppe, saa det naadde bare halvveis; saa stup ned igen mellem smaastenene med hul larm.
Huldr’en fik krogen av døren. Men før han gik ind, letted han i stemmestangen, saa luken faldt ned i slaaket og vandet kom farende nedover mod kværnkallen. — Han maatte ha brak i kvæld, brak ind paa sig; det var for langt bort, braket fra uveiret ude i fjorden! — Kallen stod raadløs et øieblik; det skalv, og vandet spruted mod skækerne og silte og sled. Men det drygde ikke længe, saa gjorde stenen et nap, huset risted, og kværnen var i gang.
— Han far! — — Han satte sig ned paa en krak, som han vidste, skulde staa bort i krogen. — Og hun, — Gurina mor! — Det var saa underligt, det var ikke til at tro! —
Kværnen risted og knaged og skreg, og kværnstenen skrabed og peb.
«Gurina!» skreg han i mørket; men han hørte ikke sin egen stemme, bare kendte i kæverne, at han skreg. «Gurina!» hudde han i igen, alt det han kunde, saa mælet brast.
— — Nu naadde han hende, nu sad hun her. De sad her to ene, gjorde de, han og hun.
— — Ja, var det ikke det, hun hadde slaat
