og sa det paa utallige maader, og graat uden stans, til alt i sindet var smeltet væk og øinene var tørre og saare.
Han sank sammen og blev siddende paa huk nedenfor vinduet, med hodet mellem knærne, mens tagdryppet silte ned gennem rygg og bryst. —
— Det var ligesom et andet menneske, som reiste sig og gik hjemover; det var ikke ham længer, som styred benene og kendte stormen. Han gad ikke gaa paa stenene, men vassed bent ud i elven.
Hvad skulde han nu egentlig hjem efter? — — Det var det, der var ikke noget andet sted at gaa. Han kunde siddet derude paa berget hele natten gerne; men der var storsjø og brak, — og nu maatte han ha det stilt, slig som det grov i bringen hans, — — ind under aaklædet, sammenkrøbet, saa han kunde være alene; — alene med Gurina, for hun var ikke død, det var bare noget, kærringen paa Neset trodde og sa; han kendte det saa vel paa sig. —
Det knirked i døren, da han aabned den; han maatte lette i den for at faa den indtil igen. Saa fôr han or klumperne og gik stilt op paa lemmen og la sig.
