øieblik. Det varte ikke længe, saa fik han fat i dem med øinene; munden rørte sig ikke paa dem, hun, som bagte, sad og grov med fløien i riflerne paa kævlet efter deig. Han stak ansigtet saa langt ind, han kunde komme; det mødtes av røg og av lugt fra fersk fladbrød.
Han saa paa Ola Haugjens kone, at hun var forveten; hun sad jamnt en lang tid med noget andet ligesom da — han kendte hende. Saa spurgte hun ligehændt:
«Kor daa?» og pynted paa leiven.
«Jau, doktaren spore so løie i kvæld, daa han hadde høirt paa bringaa henas. Han leste kviskra, men eg høirte da rett. — — Gurina æ mæ badn, da trur eg.» — —
«Eg meine, du æ — —! — Oi—jh, da gamla trodle —!»
«Eg æ sikker. — Doktaren ha vel maatte set eitkvatt, daa han høirte.»
»Nei no—!» brød hun ud og la kævlet fra sig et øieblik. Saa kviskred de videre. —
Det gik rundt for Huldr’en. Men han kunde ikke komme bort fra sprækken; han stirred ind i lyset og røgen uden at høre og se noget bestemt. Bare to ansigter, — to fæle dyr, — stygge fugle med kvite klør og med kvite bæb, som sad
