derinde og hakked i ham og klorte og sled; — og han kunde ikke rikke sig.
Saa hørte han et og andet ord og forstod, hvor de var. Nu kendte ogsaa Guro lidt til det; og hun kunde fortælle, hvorledes Huldr’en var borte av og til om nætterne udover høsten, og hvorledes han Ola hadde truffet ham sent en kvæld bagom naaven borte paa Neset, der Gurina bodde. Og saa la de sammen, og det blev sikkert, at Huldr’en var far.
Han smalkned sammen, hvor han stod; han syntes, han godt kunde smette ind gennem den smale sprækken, — saa tynd var han.
— — Til alt dette, som hadde fyldt ham hele høsten ud igennem, hver kvæld han skulde ha en stund for sig selv og stod og stirred mod lyset i kammerset for at se skyggen, naar hun kom fremfor, — eller en og anden mørk nat, han voged sig helt over elven og op braatet, hen til vinduet, eller endda længer, — til alt dette sad de to og risted paa hodet og gren: Var sligt ligt sig! — han, — bare en skidtunge! —
Og strax fik hele bygden tag i det, — ungdommen med! — — —
«Aa, snyt ljose, Lisbet, æ du gjild; du site so leleg te,» bad Guro.
