Hun maatte si mer, — eller bare det samme op igen paa en anden maade. Det skalv gennem ham.
Guro stansed med kævlet. «Aa ja,» sukked hun og var stille i mælet. «Døden æ ’kje grei te koma ut fø, han gir ikje henstand, den karen. — — ’Døden kommer, er ei sen’, so skreve staar; ein kan venta ’an, noken kvar taa os.»
Saa var det stille.
«Aa jaja — ja, — san,» sukked Lisbet og gæsped; nu var de færdige med det. —
Den anden gav sig til med emnet igen. Huldr’en stod døende stille og vented paa mer; men kævlet rulled lang tid ihærdig, uden at ville gi sig. Saa kremted Lisbet, hun vilde si noget:
«Men da konde træffa, dar æ fleir, so døir, dar du.» Hun kviskred det, men Huldr’en hørte hvert ordet alligevel. Saa hørte han ingen ting paa en stund; han trykked sig indtil, men han kunde ikke komme efter, om de snakked, — han trodde, de gjorde det. Med begge hænder tog han tag i bordet og sled det løst fra de andre; det var saa raaddent, at spigeren stod igen, det var det, som var lykken. En lysstrime fra ilden under takken og talglyset i flaskehalsen kom skærende ud gennem sprækken, saa han blev ør et
