Hun kom saa titt til Haugjen, Lisbet Holmen, om sommeren og udover, saalænge mor hans var borte.
«Da ser ut te styggavêr i kvæld,» kom det tilsidst fra Lisbet.
«Vette gjedna da du. Eg ha no lite vore ute i al dag, uta kor gaang eg ha lote ruska etta denna guten, so ikje æ go te so mykje so halda meg mæ baxteve eingaang.»
Ivar rørte sig ikke; hvad brydde han sig om det idag!
Hun slængte leiven av takken. «Du kjeme kanskje fraa Nese — fraa Gurina?» kom hun sig over i en ny vei, idet hun skifted tone.
Ivar snudde paa hodet, saa øret kom ind mod sprækken mellem bordene.
«Ja daa. Ho gjere da nok ikje længje, da eg kan sjaa. — — Ja, han sa da, doktaren og.»
«Nei, jaso, du!»
Saa blev der ikke sagt mer paa en stund. Blodet steg til hodet paa Huldr’en, men endda hørte han hver lyd fra kævlet, som rulled og peb, og fløien, som skrabed, og vippen, som drypped. Ja, endog spøtepinderne til Lisbet hørte han slog mod hverandre. — Han syntes, han saa de to sidde derinde, tvert gennem mørket.
