Siden hun kom hjem fra sit Ophold i Dresden og især nu, efterat hun var bleven Veninde med Fru Steiner, var Byen og alle Mennesker bleven hende saa fremmede. Alle de Damer — som nu Fru Bankchef Christensen og de andre, som hun kjendte fra sin Moders Tid, de saa nu paa hende med en saadan underlig Mine — syntes hun.
I de første Dage havde de alle flokket sig om hende og inviteret hende; og hun havde fortalt og fortalt omigjen om sit Ophold i Udlandet — alt hvad hun havde oplevet, seet og spist.
Men nogen Tid efter fandt hendes bedste Veninde Jolla Blom, at det var hendes Pligt at betro Julie, hvor hele Byen syntes, hun var latterlig med denne Udenlandsreise, som hun gik og fortalte om overalt. Der var jo saa mange, som havde reist — for Exempel Fru Christensen, som havde været med sin Mand i Paris, og desuden Konsul With — han havde da reist nok! — og han havde sagt, at Dresden var et kjedeligt Hul.
»Jamen Kjære!« mente Julie, »de spurgte jo alle og alle vilde vide —«.
