»Tro Du mig, Overlærer!« — raabte Krøger, »hvis Konerne passede bedre paa det, jeg kalder Elskovens Festlighed, ikke slåp Vane og Hverdagslighed ind i det Forhold —«.
»Det kjender jeg igjen,« raabte Fru Steiner atter kampfærdig; »hun maa aldrig blive træt af at pynte sig for stadig at fængsle sin Pascha ved kokette Paafund og nyt Trylleri; — det forlanger man af en udslidt Moder, som kanske ikke engang har Raad —«
»Erfaringen modsiger Dem — Frue! de tvære og uvillige Hustruer, som holder af at gjøre sin Mand afholdende, findes i de øvre Lag; mens Arbeideres og Smaafolks Koner holder den Elskov ganske anderledes i Ære, som er det eneste, hvormed de kan fængsle og belønne Manden, der slider for Familien.«
Fru Steiner ligte ikke denne Vending, især da hun følte Tante Sofies Øine; hun vendte sig rask mod Overlæreren:
»Tager De ogsaa Parti mod de arme bedragne Hustruer?«
»Gud bevare mig for at tage Parti,« svarede Overlæreren, »jeg ved jo hverken op eller
