sig frem fra de ringe Kaar, og derfor havde Gud gjort hans Hjorde fede og givet ham meget af det jordiske Gods. Og som annammet vilde han ogsaa forvalte det — det var Præsten vis paa.
Tørres havde svaret paa alt dette med megen Værdighed; han havde gjort saa gode Forstudier hos Bankchefen og senere uddannet sig i Storthinget, saa han kunde fremsige de tommeste Ord og den mest slimede Smiger som en Alvorsmand, der taler fra Hjertet.
Fru Steiner sad langt nede ved Bordet med en af sine gamle Kavallerer; hun kunde se Hædersgjæsten, hvergang han reiste sig for at tale, hun hørte, hvad han sagde, og hvad de andre sagde til ham. Og det var hin Krambodgut, hun engang havde havt til sin Disposition, og havt ham til Nar!
Siden den Tid havde hun selv havt mange Skuffelser. Hovedstaden havde allerede forandret sig, da hun kom igjen. Det var netop saa vidt, at Folk mindedes noget om en Skan dale eller en Skilsmisse; men ellers var det ganske nye og meget værre Historier, som nu optog. Hun følte, man betragtede hende med
