en vis Interesse; men dog som en, der havde fuldført sit Livs Bedrift; og da saa hendes Mand, der ikke havde forbedret sig det ringeste, ikke længer kunde holde det gaaende, idet — som han var skamløs nok til at sige — hans Forretning ikke kunde bære baade en Fraskilt og en Illegitim —, saa var hun kom men tilbage til den lille By — halvt i Fortvivlelse og ganske raadløs for Fremtiden.
Smuk var hun endnu og klædt som ingen anden her i Salen. Og medens den storartede Borgerfest gik videre og al Dyrkelsen udøstes over den Ene, begyndte Fru Steiners Øine at tage Glans, og hun spurgte sig selv, om her ikke endnu muligens var det at finde, som hun behøvede: en sorgløs Rigdom og en Mand.
Hun havde endnu bevaret som en Angst for hans Grovhed; men Alverden laa jo for hans Fod, han kunde have forandret sig.
Værre var det, om han havde forstaaet — og han havde ganske vist forstaaet efterpaa, hvor megen Skyld hun havde i hin Aften; mon han havde tilgivet hende? — mon hun kunde bringe ham til at glemme? Utrygge hver paa sin Side mødtes de udpaa Aftenen,
