gaa. Helst om Eftermiddagen, naar alt var oplyst og hele Bygningen opvarmet — da at vandre lydløst paa bløde Tepper fra Gang til Gang, hilset af Budene og Dørvogterne, ind i et Værelse og sidde lidt i en blød Armstol, forfriske sig i Restaurationen, ind og vise sig en liden Stund paa en Plads og saa vandre paa nye Veie — og altsammen med den Bevidsthed: at han havde Penge for det! — det blev for Tørres Wold en stor Fornøielse.
Og disse Bønder, som han traf, men som han i Egenskab af By-Grosserer holdt noget paa Frastand, — hvor godt han kunde forstaa, han, som kjendte deres trange Hjemmeliv, at de heller maatte være rede til at sælge sin Sjæl og sin Blussels sidste Rest end give Slip paa det lune Liv i dette vidtløftige Pallads for den svimlende Vigtighed.
Især faldt der Ro over hans Storthingfærd, efterat han havde holdt sin Tale.
Han havde Ideen fra Præsten Opstad og ventede bare paa en Sag, hvor den kunde passe. En Formiddag hvor Sal og Galleri var fuldtalligt, reiste han sig i en Debat om noget Skolevæsen og sagde, at han for sit Ved-
