af denne pragtfulde Ring end de to ædle Stene: Simon Varhoug og Halvor Røidevaag.
Saa blev Tørres Wold valgt med stor Majoritet.
I Førstningen angrede han og følte sig yderst ilde i Storthinget. Han troede længe, at de havde ham til Nar.
En Følelse lig den, han i sin Ungdom havde følt foran Kløften i Samfundet, foruroligede ham mellem disse Alvorsmænd, der gurglede op om Protokolkommitteens Indstillinger og meget andet, som han ikke forstod.
Men efterhvert som han spurgte sig for om disse Karle med de store Ord og modige Miner, saa fik han jo vide, at de var fattige — den ene fattigere end den anden — ha! — fattige som Naalen — alle Mand! ha-ha-ha; hvad brød han sig da om deres rullende r-r og tykke Nakker. To-tre Rigmænd var der, han fandt frem til dem, kom i Lag med flere i Byen og naaede høit op i Selskabslivet uden at falde ned.
I Salen og under Kommitte-Forhandlingerne kjedede han sig uhyre. Men ude i Gangene, i Trapperne, dybt nede fra de murede Kjældere og helt op til Gallerierne — der elskede han at