kommende stod udelukkende paa Barnetroens Grund. Det var ham ikke ubekjendt, at man nutildags ikke maatte sige sligt, hvis man vilde gjælde for en dannet Mand, en fremskreden Mand; men han vilde nu sige det alligevel — jevn og bentfrem som han var, runden af Folkets egen Rod; — ja det var ham endog kjært at faa bekjende i denne Sal; at længer var han ikke kommen — nei i Sandhed om han var! — han var ikke kommen længer end til Barnetroens ydmyge Grund, og han vilde bede Gud om, at han aldrig maatte komme længer.
Hans Tale vakte Opmærksomhed, fordi han talte med saa stor Freidighed; og man undredes over, at denne unge Mand, der saa hurtigt havde samlet en Formue, paa samme Tid kunde være saa stærkt optaget af det Religiøse; og skjønt han aldrig sagde mere, regnedes han herefter til de beste Kræfter paa Thronens og Alterets Side.
Hjemme i hans By blinkede Høire til Pastor Opstad og trykkede varmt hans Haand.
Venstre stod — som sædvanligt — og tog Maal af sine lange Næser, og bandte — som sædvanligt: han ogsaa!
