»Jeg forlanger, at de nødlidende Vexler protesteres senest Mandag. —«
Bankchefen rettede sig; det var paatide at stagge den unge Kraft en Smule.
»Det bliver iethvertfald et Direktionsspørgsmaal — at afgjøre paa sæd vanlig Maade. Hvorledes stiller De Dem — Hr. Konsul With?«
Bankchefen saa ikke en Gang paa ham, saa vis var han paa Svaret.
»Jeg maa fuldstændig slutte mig til Hr. Wolds Votum,« sagde Konsul With med usikker Stemme.
Bankchefen gjorde et Sæt i Stolen. Han viste ikke, at Konsul With, hvis Indtægter slet ikke strak til for den gamle Kavaller, for længe siden var i Tørres Wolds Klør, som her første Gang havde brugt sin Magt over ham. Og fra Konsulen saa Christensen hen paa den nye Kraft, han selv havde trukket frem. Og han følte, at al hans Applomb, hele Borgertonen, hele det store Elefant-Apparat var aldeles spildt og virkningsløst paa denne Bonde-Sikkerhed, der sad trygt paa sine Penge uden nogen anden Tanke i sit Hoved.
