»Desto større Grund vil en Bank med vore Traditioner have til at vise Maadehold, naar der — som det synes — staar større Vanskeligheder forhaanden —«
De andre To taug stille; nu var de ved Sagen. Thi det var bekjendt, at Bankdirektør Christensen ogsaa drev en liden Disconterings-Forretning paa egen Haand, som imidlertid altid, naar noget gik galt, viste sig at være for Bankens Regning; ialfald var Tabet altid kommen over i Bankens Bøger gjennem en eller anden Bagport, inden det var for silde.
I de tre truede Firmaer havde han ikke saa lidet at tabe; han havde nok længe tænkt at redde sig; men til denne Stund havde han altid ment, der var Tid nok.
»Naturligvis«, sagde han overlegent, »har jeg længe kjendt disse Forhold; men jeg troer — som jeg har troet —, at man fremfor alt bør se at vinde Tid, — ikke gaa for haardt paa —, prøve med Lempe at afvikle —«
Til hans store Forbauselse slog Tørres Wold op en liden haard Latter og sagde: