Naar han tænkte saa langt, pleiede han at forestille sig Fremtiden saaledes, at naar han havde faaet alt ordnet efter sit Hoved, vilde han gaa til Fru Knudsen og paa en eller anden Maade gjøre noget for hende. Tænkte han paa at gifte sig med hende, saa var det umuligt, naar hun havde gjort Fallit; og tænkte han paa at give hende Penge, saa var det endnu umuligere, for det vilde bare vække Mistanke og Folkesnak. Men han tænkte alligevel altid, at han vilde gjøre noget.
Mens han langsomt nærmede sig hendes Hus, sad Præsten Opstad allerede og talte livligt med den unge Enke. Og da Tørres traadte ind og saa dem sammen, slog den Tanke ham: om han itide havde ført disse To mod hinanden? Nu var det for sent, — dertil kjendte han sin Ven for godt.
»Og det gaar fremdeles godt med Hr. Jessen?« spurgte Præsten i Fortsættelse af Samtalen.
»Det tror jeg vist,« svarede Fruen, »det haaber jeg ialfald.«
»Man han er dog en Konkurrent?«
