Imidlertid hørte Anton Jessen ikke paa ham, men tænkte paa andre Ting. Hans Fald tog sig ganske anderledes ud, naar det foregik sammen med saa store og gode Huse; hans smaa Tal vilde opsluges af de store, og i Skyggen af den almene Bestyrtelse over Huse som Gamle Brandt og Cornelius Knudsen vilde han kunne føre sin lille Fallit igjennem og kanske komme lempeligt fra det hele.
»Men dette er jo en hel Række —« sagde han.
»Det er en Krise,« svarede Tørres med Bankchefens Røst.
»En Krise — ja! — det er det netop«, raabte Anton Jessen næsten glad; og ilede lige hjem til sin lille Kone med dette dyrebare Ord, som næsten var bedre end Hjælp. Tørres sad endnu en Stund, inden han gik til Fru Knudsen, og da han allerede havde faaet Frakken paa, maatte han tilbage til Buffeten efter et stort Glas Cognac. I hele den lange Plan, hvis Løsning nu stod for Døren, var der kun et mørkt Punkt. Til alt det andet glædede han sig ligefrem, men Fru Knudsen —!
