hvad det gjaldt, og som nu sad skjælvende og ventede.
»Der er dem, det er værre for end for Dig — Jessen!« begyndte Tørres, »her er nu først det Garantidokument.«
»Som Du har faaet; Du er da sikret nok — skulde jeg tro!«
»Jeg haaber det,« svarede Tørres; »skjønt ingen kan vide det, naar Falliterne først begynder.«
»Er der fler?« spurgte Jessen spændt.
»Jeg ved ikke, om vi — om Fru Knudsen kan klare sig.«
»Men — Kjære! Det er jo en Ubetydelighed —«
»Ja lidt hist og lidt her! — naar først Bankerne blir opskræmt ved en Fallit, saa ved vi; dertil kommer alle Brandts Vexler, som vi staar paa.«
»Gustav Krøger ogsaa!« raabte Jessen i en Tone, som lød næsten henrykt.
»Jeg kan ingenting vide«, sagde Tørres og bladede alvorlig i sine Papirer; »men det forekommer mig —«
