Tørres saa op, uden Forundring, uden Spørgsmaal saa ganske koldt paa den anden.
»Jeg havde saa sikkert gjort Regning paa Dig« — sagde Jessen og slog Øinene ned.
Tørres trak paa Skuldrene og tog igjen fat paa sine Papirer. Der kjæmpede noget modstridende inde i Anton Jessen. Han syntes at den anden var forpligtet til at hjælpe, — han kunde ikke sige hvorfor, han vidste, at han havde ikke mere Pant eller Sikkerhed at byde, men det forekom ham dog, at han bød noget Vederlag for Hiælpen, men han kunde ikke sige, hvad det var; der samlede sig gammelt og nyt af Nag og møjsommeligt Raseri, mens han stirrede ufravent paa denne store solide Fyr ved Lampen med alle de fordømte Papirer foran sig.
»Vil Du ikke hjælpe os?« for han pludselig op.
»Jo — efterpaa —« svarede Tørres ganske rolig.
»Efterpaa — efterpaa! — ja Tak skal Du ha!« mumlede Jessen og gik nervøst op og ned i Stuen; han tænke paa Ruin og Skam og paa sin lille Kone, som vidste, hvor han var og
