»Vi er alle Konkurrenter og gode Venner ikke sandt? — Hr. Wold! vi hjælper lille Jessen til at konkurrere med os saa godt som muligt?«
Tørres svarede: »Man skal ingen hjælpe over Evne — selv om det er en Konkurrent.«
»Nei, De kan have Ret,« sagde Fruen leende, idet hun gik foran ind i Spisestuen; de havde bare ventet paa Tørres.
Han vaklede en Stund mellem mange Stemninger. Skulde han prøve, mens et Vidne var tilstede, at lade, somom han var den forsigtige, som altid havde advaret? men det var jo latterligt for sent; imorgen vilde Anton Jessens Vexler gaa til Protest og paa Mandag vilde Falliten være offentlig.
Saa slog han om i Lystighed og fik dem til at le og more sig den hele Aften.
Men han krøb iseng med en usædvanlig beklemt Fornemmelse; og det var ham ikke muligt at blive af med Billedet af den første Nat i Fru Knudsens Hus, da han gjemte de første ti Øre, han havde taget. —
— Den egentlige Direktion, som fungerede og havde Løn i Christensens Bank, bestod for
