paa dig — jo, der er! — aldrig taler Du mere om Din Plan, om Fondet.«
»Fondet?« — sagde Krøger og smilede uklart, saa Overlæreren endog et Øieblik troede, at Rommen havde været for stærk i Aften.
Men Krøger reiste sig op; og gik rundt i Værelset, somom han ledte efter nogen bag Møblerne, lyttede ved Døren og saa ud i Mørket bag Gardinet; Overlæreren blev mer og mer uhyggelig.
»Ja, for Du kan aldrig vide, hvor han er,« sagde Krøger, »han kan være gjemt de utroligste Steder.«
»Hvem? — hvem mener Du?« spurgte Overlæreren.
»Han — Bondegutten — Vampyren! —« raabte Krøger — ganske forstyrret i Ansigtet.
»Aa Snak! — « sagde den anden og lo, »Du er jo ganske besat af det Menneske«.
»Ja, det er jeg! — netop besat. Se, hvor langt han allerede har drevet mig. Her hjemme i denne selvsamme Stue har han paaført os en Skandale, som Julie aldrig forvinder —«
»Du overdriver Krøger!«
