gik i den Retning, at Elskov hører Ungdommen til; og hun kunde ikke fordrage, at to unge Mennesker gik der og gjorde sig Livet surt, bare fordi den ene ikke vilde begynde med at byde et godt Ord.
Og selve Gustav Krøger havde tabt sit gode Humør; han gik tungt i Trappen op og ned mellem Forretningen og Stuerne, og han havde ikke engang Lyst til større Selskabelighed end et Parti Shak og et Glas Toddy med Overlæreren.
Men selv disse Aftener havde mistet sin Karakter; Krøger hørte uden Interesse om de Fremskridt, Overlæreren gjorde med sin Bog; og nævnte denne Suppekjøkkenet for Almuskolen, bøiede Krøger af og gav sig ifærd med sit Glas.
Indtil endelig en Aften, det var bleven temmelig sent, og de var færdige med at spille, men sad endnu med gode varme Glas, — da gjorde Overlæreren en Stop og sagde lige frem:
»Nei! nu skal Du fortælle mig, hvad der er iveien Krøger! — der er noget, som tynger
