»— Som hun aldrig forvinder. Fra Fru Knudsen har han skilt mig, ødelagt vort gode gamle Venskab; han har tvunget os ind i denne Konkurrence, som ødelægger os begge; han tvang mig til at tage Jessen, forat beskytte mig og nu tog han Jessen igjen, for desto hurtigere at føre os alle til Slagterbænken —«
»Men Du blir jo gal — Krøger! — dette ene Menneske —«
Men Krøger fortsatte i stærk Sindsbevægelse:
»Og Fondet, Du nævnte, — det er væk — væk til siste Skilling; jag har maattet skrabe sammen fra alle Kanter, forat holde Foretningen oppe, og alligevel gaar det nedad — med rivende Fart; dersom han en Dag faar Fru Knudsen til at nægte mig Endossement saa er jeg ødelagt samme Dag.«
»Men Gud bevare mig! — er dette sandt?« raabte Overlæreren som nu blev alvorlig.
»Og jeg« blev Krøger ved, idet han satte sig tungt i Stolen og lagde Armene fremover paa Bordet — »jeg som indbildte mig, at jeg skulde drive Forretningen op til Rigdom for Julie og til Hjælp for mange! Nu faar hun
15
